Fra penselstrøg til pixel
Jeg har aldrig kunnet lide skillelinjen mellem "den kreative" og "udvikleren". I praksis er det samme hjerne, der komponerer et billede i kameraet, som senere skriver CSS til at style det billede på en hjemmeside. Forskellen er bare værktøjet. Et penselstrøg og en pixel er begge beslutninger om, hvor lys og mørke skal ligge – den ene bliver malet, den anden bliver kodet.
Det er derfor, jeg kalder mig selv en alt-i-en-pakke: kreativ, art director, grafiker, fotograf, videofotograf, reklametegner, designer og full stack-udvikler. Ikke fordi jeg er bedst til alle dele, men fordi jeg kan se hele kæden fra idé til levende digitalt produkt. Det ændrer måden, jeg designer på.
For mig hænger grafisk design, webdesign, programmering, fotografi og digital udvikling tættere sammen, end man måske skulle tro. En god idé behøver ikke starte i Photoshop eller Figma. Den kan lige så godt starte med en blyant, et kamera, et stykke kode eller en hurtig prototype i browseren.
Hvorfor "alt-i-en" ikke er et kompromis
Der er en udbredt antagelse om, at man bliver dårligere til det hele, hvis man laver det hele. Min erfaring er faktisk det modsatte, i hvert fald i mindre projekter. Når jeg selv fotograferer materialet, ved jeg præcis, hvordan det skal beskæres, komprimeres og lazy-loades, før jeg overhovedet har taget billedet. Når jeg selv tegner grafikken, designer jeg den allerede i de formater og opløsninger, som frontend'en har brug for.
Der er ingen håndtering fra afdeling til afdeling, ingen "det var ikke det, jeg mente" mellem designer og udvikler – fordi det er samme person, der træffer begge beslutninger, ofte i samme arbejdsgang.
Det betyder også, at jeg kan holde tingene enkle. Jeg behøver ikke bygge et system, der skal kommunikere med tre andre systemer og tre andre mennesker. Jeg kan gå direkte fra skitse til fungerende kode, teste det og ændre kursen samme dag.
Det er især værdifuldt, når et projekt skal fra idé til en rigtig hjemmeside, WordPress-løsning, digital prototype eller webapplikation. Jeg kan tænke på både brugeroplevelsen, det visuelle udtryk og det tekniske fundament på samme tid.
At sætte strøm til det
Det, jeg holder allermest af, er øjeblikket, hvor noget statisk bliver levende. Et billede er smukt, men et billede, der reagerer på musen, et pixel-grid, der animerer sig selv, eller en collage, der bygger sig op i browseren – det er der, det bliver sjovt for mig.
Jeg tegner eller fotograferer noget, og så "sætter jeg strøm til det": JavaScript, canvas, lidt WebGL hvis jeg er i det humør, eller bare en simpel CSS-transition, der får noget til at ånde.
Det er ikke teknologi for teknologiens skyld. Det er fordi, jeg altid har elsket at skabe ting med hænderne, og kode er bare den nyeste hånd, jeg har fået. Man kan sammenligne det med at gå fra at male på lærred til at male med lys – samme trang til at forme noget, bare et andet medie.
Det er også her, webudvikling bliver interessant for mig. En hjemmeside behøver ikke bare være en samling tekst, billeder og knapper. Den kan være et rum, en fortælling, en lille interaktion eller et digitalt eksperiment. Teknologien er interessant, når den giver designet en ny dimension.
AI som endnu et kreativt værktøj
De seneste år har AI naturligt fundet sin plads i mit kreative værksted. Jeg ser ikke kunstig intelligens som en erstatning for kreativitet, designere eller udviklere, men som endnu et værktøj til at undersøge idéer og komme hurtigere fra tanke til prototype.
AI kan bruges til at generere billeder, udforske visuelle retninger, skrive og teste kode eller hjælpe med at bygge en første version af en digital løsning. Men værktøjet træffer ikke nødvendigvis de interessante valg. Det er stadig mennesket, der skal vide, hvad der fungerer, hvad der skal fjernes, og hvornår en idé er værd at bygge videre på.
For mig er det interessante netop mødet mellem kreativitet og teknologi. Når design, kode, AI, fotografi og animation kan bruges frit på tværs af hinanden, bliver processen mindre lineær og mere eksperimenterende.
Legesyghed som metode
Jeg arbejder bevidst legende. Det betyder, at jeg tillader mig selv at bygge ting, der ikke har noget kommercielt formål – en pixel-eksperimenterende side, en lille genererende collage-generator, en sjov hover-effekt, der ikke gør noget nyttigt, men som er dejlig at kigge på.
Det er ikke spild af tid. Det er der, jeg finder de tricks og den intuition, jeg senere bruger i rigtige projekter for kunder.
Det private i det handler ikke om at holde arbejdet hemmeligt. Det handler om, at jeg gør det for min egen skyld først. Kærligheden til at skabe noget fra ingenting – og se det blive til noget, der lever i en browser – er drivkraften. Alt det professionelle kommer bagefter, som en naturlig forlængelse af noget, jeg ville have lavet alligevel.
Det er også sådan, jeg lærer nye teknologier. Jeg læser selvfølgelig, hvordan ting fungerer, men jeg forstår dem bedst, når jeg bygger noget med dem. Et lille eksperiment kan være nok til at forstå en ny teknik, et nyt værktøj eller en ny måde at løse et problem på.
I sidste ende handler det derfor ikke så meget om at være designer eller udvikler. Det handler om at være nysgerrig nok til at finde ud af, hvordan en idé kan blive til noget, man faktisk kan se, bruge og lege med.
Skrevet af Lars Sohl, www.larssohl.dk